Unigripper giver mange muligheder

Det startede med honningglas i Sverige, men siden greb det om sig, og Bondy's griber er nu installeret hos slutkunder som Arla, Lego og Grundfos.

Foto: Lars Kvistgaard

ARTIKEL FRA JERN OG MASKININDUSTRIEN

Tekst: Lars Kvistgaard / jernindustri.dk

Et og samme værktøj

Vakuumgriberen ved navn Unigripper blev opfundet af svenske Curt Persson fra firmaet Tepro i Sverige med det formål at løfte tomme honningglas. Det var i 1995, men ifølge Eva Cobb lever opfindelsen i den grad op til nutidens tendens indenfor gribere.

- Branchen kræver hurtighed og fleksibilitet i forhold til omskiftning, for der er ikke tid til omskiftning, siger Eva Cobb til Automationsfokus, og fortsætter:

- Med denne griber skal man aldrig skifte værktøj, om man så skal løfte et glas eller en europalle.

Standard- og skræddersyede løsninger

Eva Cobb, der oprindeligt er uddannet maskintekniker på Teknisk Skole i Kolding, har solgt griberen på det danske marked siden 1997. Først som selvstændig og de sidste seks år som repræsentant for Bondy. Hun besøger konstant virksomheder og tilbyder såvel standard- som skræddersyede løsninger. De sidste er de sjoveste.

- Med min tekniske baggrund har jeg selv stået med hænderne i dejen, så det er skønt at finde hele løsninger til en virksomhed og ikke bare sælge en bestemt vare, siger hun.

Antallet af solgte gribere vil hun ikke ud med, men omkring 80 procent af salget er vakuumgribere.

- Resten kan være almindelige sugekopper eller magnetgribere. For produktet skal ikke overmatche kundens behov, fortæller hun.

→ Vil du høre mere om, hvad Bondy og Unigripper kan gøre for dig og din virksomhed?